Børnehuset Næsdal er et privat børnehus for børn i alderen 0 - 6 år, som blev etableret den 1. maj 2007.
Børnehuset er beliggende på den landskønne Lammefjord, mellem Asnæs og Fårevejle på adressen Næsdal 40, 4550 Asnæs i Odsherred Kommune, oprettet i en gammel landejendom, som blev nyistandsat i 2006, med formålet at åbne en privat institution. For at kunne tilgodese den enkelte familie, har vi valgt at have fuld åbningstid (6-17) alle dage, samt ingen lukkedage.
Vores grund ligger ud til åbne marker, og vi sætter stor pris på vores smukke natur. Vi vægter udelivet højt og alle børn, store som små, er ude så meget som muligt, hele året rundt og i al slags vejr.
I vores dagligdag gør vi brug af de ressourcer, der er til rådighed i vores lokalområde, bl.a. i forbindelse med vores madordning, hvor vi samarbejder med lokale virksomheder og landmænd. På denne måde får børnene kendskab til ”fra jord til bord”, og inddrages i tilblivelsen.
Det samlede børnetal er gennemsnitligt 70 børn, men det varierer mellem 60 og 80 børn over et år fra maj til maj. I 0-2 års alderen har vi omkring 20-30 børn og ca. 40-50 børn er 3 – 6 år set henover et år. I overgangen fra vuggestue til børnehave har vi altid ”reserveret” pladser til børn der kommer fra dagplejeregi, således at årgangene først bliver fyldt op, når de når børnehavealderen. Vi har indrettet os med et samlet legeplads-areal på 3.000 m², som svarer til 50 m² pr. barn ude og selve børnehuset er på 600 m², som svarer til 10 m² pr. barn inde, så der er masser af plads til at kunne udfolde sig på.